Karlslunde Idræts Forening
Historisk set, er det en gammel forening, der har sit udgangspunkt i De Danske Skytteforeninger, der dannedes efter tyskerkrigene i 1860’erne. Carlslunde-Carlstrup Skyttelaug så dagens lys den 12. september 1866 og er dermed den ældste af Greve kommunes idrætsforeninger.
Navnet er blevet ændret et par gange i takt med udviklingen,og efterhånden som flere aktiviteter er kommet til. I 1933 fik vi vores nuværende navn “Karlslunde Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforening”. Vi er stadig en “Skytteforening”, men for at lette dagligdagen bruger vi nu den forkortede udgave Karlslunde Idræts Forening eller KIF.
Formål
KIF’s formål er ved idræt og andet kulturelt virke at samle idrætten i Karlslunde under KIF og derved fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
Generalforsamling
Afdelingerne har egne vedtægter og økonomi og fastsætter deres egen generalforsamling. Afdelingernes vedtægter må ikke være i modstrid med hovedforeningens vedtægter.
Hvert år inden udgangen af februar afholdes der hovedgeneralforsamling i Karlslunde Idræts Center. Det forventes at afdelingernes bestyrelsesmedlemmer deltager, men alle der er medlem af en afdeling og har betalt sit kontingent er meget velkommen, og har man passeret de 14 år har man også stemmeret.
Det er vort håb at du som medlem vil tage del i medansvaret, så vi ved fælles hjælp stadig kan få nye impulser og være med til at præge udviklingen, til fælles glæde og gavn for både børne-, ungdoms- og voksne medlemmer. Mød op til generalforsamlingen i din afdeling og til Hovedgeneralforsamlingen ……. Lev med i din forening!
Vedtægter
Organisation og relationer
Hovedforeningen består af 9 afdelinger:
Badminton Fodbold Skydning Bordtennis Gymnastik Petanque Karate Tennis E-Sport
Udover ovenstående afdelinger, driver Hovedforeningen et Motionscenter og 2 Padelbaner i Karlslunde Idræts Center.
Hovedbestyrelsen (HB) består af Hovedformand, Hovedkasserer, afdelingsformændene, samt en Næstformand, Facilitetsansvarlig samt menigt medlem af Forretningsudvalget. Hovedformand, Hovedkasserer samt Næstformand vælges på Hovedgeneralforsamlingen, og Facilitetsansvarlig samt menigt medlem af Forretningsudvalget udpeges af Hovedbestyrelsen på førstkommende møde efter generalforsamlingen. For begge poster gælder at valg/udpegning kan ske udenfor Hovedbestyrelsens kreds.
Hovedbestyrelsens forretningsudvalg består af KIF’s Hovedformand, Næstformand, Hovedkasserer, Facilitetsansvarlig, samt yderligere ét menigt medlem der er udpeget af Hovedbestyrelsen.
Nødudgangen er en støtteforening, der blev oprettet i forbindelse med bygning af Hal 2. Formålet var at søge tilvejebragt midler til hel eller delvis dækning af den egenkapital KIF skulle fremskaffe til byggeriet. Nødudgangen eksisterer stadig til eventuelle fremtidige lignende formål.
Der findes også andre støtteforeninger, som er knyttet til de respektive afdelinger.
Aktivitetssteder
Karlslunde Idræts Center – med omkringliggende stadionanlæg på Kongens Enge, banerne i Mosen ved Karlslunde Mosevej.
Hal 1 – bygget af medlemmer ved frivillig arbejdskraft for selvskabte midler. Indviet den 4. september 1970.
Hal 2 – opført delvis for egne midler og med kommunal støtte. Indviet i 1981.
Mellembygningen – opført delvis med egne midler og med kommunal støtte. Indviet i september 1988.
Hal 3 & Motionscenter – opført af KIF, og indviet i januar 2008. Kort tid efter indvielsen, blev udvidelse af Motionscentret, med lokaler til biking og motionsboksning, iværksat. Lokalerne blev indviet efteråret 2009.
Dansk Petanque & Tennis Center – opført af KIF med støtte fra Greve Kommune. Indviet den 23. april 2017.
Tennishus & Tennishal – opført for tennisafdelingens egne midler. Nedtaget i forbindelse med opførelse af Dansk Petanque & Tennis Center.
Skyttehuset – beliggende i “grusgraven” på Sognevej 12 mellem Karlslunde og Karlstrup. Hovedhus bygget ved frivillig arbejdskraft for henholdsvis egne midler, tilskud og lån fra DDSG&I. Indviet i oktober 1974. Pistolhus opført i 1976 for DDSG&I-midler.
Strandskolen – gymnastiksale og andre lokaler. Beliggende på Kongens Enge.
Karlslunde Skole – gymnastiksal, boldsal og andre lokaler. Beliggende i Karlslunde By.
Enkelte afdelinger har eget blad. Endvidere har afdelingerne mulighed for kommunikation via opslagstavlerne i hallernes gange.
Den direkte kontakt til Hovedbestyrelsen er Hovedgeneralforsamlingen, som afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. Alle KIF’ere har adgang og er velkomne. Man har stemmeret ved det fyldte 14. år og afdelingskontingentet er betalt.
I anledning af KIF’s 125 års jubilæum blev der udgivet et jubilæumsskrift, der fortæller lidt om vor historiske baggrund.
Organisationer
DGI Danske Gymnastik og Idrætsforeninger er et resultat af sammenlægningen af DDSG&I og DDGU i november 1992. Ved sammenlægningen fik skytterne en associeringsaftale.
DDS De Danske Skytteforeninger. Associeringsaftalen gælder bl.a. økonomisk og politisk selvstændighed.
DGI Roskilde Amt. Resultat af sammenlægningen i februar 1993 af de to amtsforeninger RoASGI og RAG.
DIF Danmarks Idræts Forbund. Resultat af sammenlægningen af Dansk Idræts Forbund og Danmarks Olympiske Kommite i november 1992.
De respektive afdelinger er/kan være medlem af diverse specialforbund.